Bestyrelsen har haft et par møder hen over året, hvor vi har diskuteret tiltag i foreningen.
Det har resulteret i de 3 forslag som bestyrelsen fremlægger på denne generalforsamling, omkring udvidelse af legeplads, anskaffelse af trailer og synliggørelse af nabohjælp.
I løbet af året har vi fået vedligeholdt vores carporte. Der er sket en kontrol af fugerne i samlingerne, og repareret eller udskiftet tagrender og nedløbsrør hvor det var nødvendigt.
Det har haft betydning for årets resultat, da udgiften ikke har været budgetteret.
Bestyrelsen har, på baggrund af sidste års generalforsamling, lavet et overslag på de forventede udgifter til kommende års vedligeholdelse. Her anslår vi over de næste 10 år, at den årlige udgift til vedligeholdelse vil andrage 8-10.000 (Carporte 30.000, lyskilder 20.000, legeplads 30.000).
Vedligeholdelse af veje indgår ikke, da det kører via vejfonden.
Vi har været i dialog med de ejere, som ikke selv er beboere, omkring vedligeholdelse af grønne arealer. Dialogen har været konstruktiv, og har ledt til at der blev foretaget en fin vedligeholdelse af de nævnte grønne områder. Tak for det!
På legepladsen er trappen til rutsjebanen fjernet, da den ikke var sikker at gå på i fugtigt vejr. Den vil senere blive erstattet med græs.
Legepladsen har fået et sikkerhedscheck af leverandøren, så vi er sikre på, at den fortsat er sikker at lege på.
Belysningen på vej 1 har drillet os noget igennem året. Der er kigget på det i flere omgange, men jeg er ikke sikker på at vi er i mål endnu. Vi sætter pris på de tilbagemeldinger der kommer til os, da vi i bestyrelsen, ikke altid er opmærksomme på problemet. Så fortsæt bare med dem, hvis i oplever at det ikke tænder og slukker som man kunne forvente. Så arbejder vi fortsat imod en permanent løsning.
Vores hjemmeside www.nymarksalle.dk har fået en overhaling med nyt system og design.
Det nye system giver mulighed for at kommentere på opslag på hjemmesiden, og det er muligt at vi udvider med yderligere funktionalitet hen over året.
Du vil som minimum kunne finde dokumenter omkring årets generalforsamling her. Desuden findes kontaktinformationer til den siddende bestyrelse.
Som sædvanligt skal lyde en stor tak til vores festudvalg, som endnu engang lagde et stort stykke arbejde i at arrangere årets sommerfest. Vores 10 år jubilæumsfest var en fornøjelig omgang til stor glæde for foreningens medlemmer.
En stor tak skal også lyde til vores grønne udvalg. Det kan lyde som en sur pligt, at vi selv skal være med til at forskønne vores område, men faktisk er det en herlig dag, hvor der knyttes bånd imellem foreningens beboere – såvel ejere som lejere. Mange tak for indsatsen!